Plant et træ i haven

Træer skaber liv, højde, skygge, afskærmning og en særlig atmosfære i haven. Træer kan også skabe rum og struktur i haven samt skygge til terrassen. Træer giver faste holdepunkter og er med til at forankre huset i haven. Uden træer virker haven flad, og der mangler simpelthen en dimension. Det flimrende lys gennem trækronen og de dansende skygger på plænen.

Men træerne er ikke bare dekorative – de er også gavnlige for miljøet. De renser luften, giver levesteder for dyrelivet, og fuglene elsker at bygge reder i dem. At følge træernes vækst og årstidernes skiften giver også en særlig glæde.

Et gammelt kroget frugttræ skaber stemning i haven.

Det er skønt at ligge under træernes skygge.

Det bedste tidspunkt at plante et træ var for 20 år siden, og selv om du gjorde det, er ”lige nu” det næstbedste tidspunkt at plante et nyt. Efteråret er den bedste plantetid, for jorden er stadig varm og fugtig, så rødderne kan nå at udvikle sig, inden sommertørken rammer næste år. Men inden du går i gang med at plante, er der flere overvejelser, der kan hjælpe dig med at vælge det rigtige træ og sikre, at det trives.

Et velkomsttræ forankrer huset på grunden og byder gæsterne velkommen.

Sådan vælger du det rigtige træ

Før du køber et træ, skal du overveje, hvilken funktion træet skal have i din have. Skal det give skygge, blomstre, afskærme eller levere frugt? Overvej også, om du vil have et træ, der vokser hurtigt, eller om du foretrækker at følge et ungt træ vokse sig stort over tid.

Hvis du har brug for hurtig afskærmning eller frugt, kan et større træ fra en planteskole være en god løsning, selvom det er en større investering. Hvis du har tid, kan det være en fornøjelse at følge udviklingen af det lille træ fra år til år. Husk at tage billeder, for du glemmer hurtigt, hvor lille det har været.

De små træer med kugleformede kroner passer godt til små haver og minimalistisk design.

Den bedste placering i haven

Placeringen af træet er afgørende for dets trivsel. Tænk over, om det skal stå i sol eller skygge, og om jorden er passende – fx om den er leret eller sandet. Sørg for, at træet har plads til at sprede sine rødder, og at jorden er veldrænet, så rødderne ikke drukner.

Det er også vigtigt at tænke fremad. Hvis træet kan blive meget højt, vil det med tiden kunne kaste skygge over store områder – måske også hos naboerne. Derfor kan det være en god idé at dele dine planteplaner, hvis træet kan påvirke dem.

Træer til forskellige havestørrelser

Havetræer findes i mange former og størrelser, og nogle passer bedre til mindre haver, mens andre kræver mere plads. Tænk på, hvor meget træet vil vokse, og hvordan det vil påvirke de omkringliggende planter og bygninger. En god idé er at indrette haven i niveauer med forskellige træhøjder for at skabe dybde og variation.

Tænkt også på de forskellige vækstformer, når du skal vælge træer.

Stedsegrønt eller løvfældende?

Ønsker du et træ, der står grønt hele året, eller et, der ændrer sig med årstiderne? Stedsegrønne træer kan være nemmere at passe og giver ofte et flot, ensartet udseende hele året. Blomstrende og løvfældende træer tilføjer farver og variation, men kræver måske mere vedligeholdelse, fx beskæring.

 

Formklippede og opstammede træer passer fint til den formelle have.

Vælg det rigtige træ

Når du har fundet et træ, der passer til dine behov, så undersøg det grundigt, inden du køber det. Sørg for, at det ser sundt ud, uden tegn på sygdom eller skadedyr. Se også om rødderne ser friske ud og ikke drejer rundt i bunden af potten. Vær også opmærksom på, at træet skal transporteres forsigtigt hjem, så det ikke tager skade undervejs.

Placering af træet

Når du planter et træ, er der flere faktorer at tage hensyn til:
1. Æstetik – Træet skal bidrage til havens design og helhedsindtryk.
2. Skala og proportioner – Vælg et træ, der passer til bygningens størrelse og stil.
3. Skygge og sollys – Overvej, hvordan træet vil påvirke lys og varme i haven og boligen.
4. Udsigt – Tænk over, hvordan træet vil påvirke udsigten fra huset.
5. Vindforhold – Kan træet skabe læ – eller skal det placeres i læ?
6. Jordbund – Sørg for, at jorden er velegnet til træets behov. Skal den forbedres/drænes?
7. Sikkerhed – Undgå, at træet placeres, hvor det kan skade bygninger og kloaker.
8. Fremtidig vækst – Vær opmærksom på træets vækst over tid. Er der plads?
9. Væksthastighed. Hvor længe er træet om at få den ønskede størrelse. Skal det beskæres?
10. Samspil med andre planter – Tænk på, hvordan træet påvirker den øvrige beplantning i haven.

 

Træer fås med meget forskellige stammer og bark. Mange af dem er dekorative om vinteren.