Gør plads til humlebierne

Små tykke humlebier, der brummer rundt nede ved jorden er et af de sikre forårstegn i haven. Det er de overvintrende dronninger, der er på jagt efter et sted at stifte bo og lægge æg. Det gør de typisk i huller i jorden eller i hule træer, sprækker og andre hulrum. De første bier hjælper med plejen af de følgende, så der hurtigt bliver et lille humlekollektiv. Der findes dog også bier, der er alene om at opfostre deres yngel.

humlebi i solhat

Foto: Havearkitekt.dk/Frank Kirkegaard

Brumbasserne er normalt helt fredelige og hyggelige at have i haven. Desværre er der blevet færre og færre af dem de senere år, hvor der er blevet færre levesteder og vilde blomster i naturen. Som haveejer kan du hjælpe med give dem nogle gode livsbetingelser. Her er det også vigtigt, at der er nektar til dronningen i det tidlige forår, hvor hun skal lægge æg og lave yngelpleje. Heldigvis er der mange tidlige haveplanter som blåpude, vorterod, krokus, erantis, juleroser og vårlyng som humlebierne sætter pris på.

Krokus er eftertragtede af humlebierne. Foto: Flickr

 Hvis du vil hjælpe yderligere, kan selv lave levesteder til humlebierne. Til de jordboende humlebier kan du bruge omvendte urtepotter, der er gravet 2/3 ned i jorden, og til de øvrige kan du bruge gamle fuglekasser og lignende. De jordboende humlebier bor ofte i gamle musehuller og de tiltrækkes af duften af museurin. Derfor kan du bruge savsmuld, der har været i musebure til at lokke humlebierne hen til din brumbassebolig. Det skal være klart i slutningen af marts, når dronningen begynder at lede efter et sted at slå sig ned.

Gamle fuglekasser kan fungere som humlebi-bo. Sæt dem gerne nede på jorden. Foto: rodtuk/Flickr

Humlebier kan flyve ved lavere temperaturer end honningbier, er også meget tålsomme over for kulde og trives endda på Grønland. De er stadig på vingerne selvom temperaturen ikke er mere end 5-6°C. Derfor kan de også bestøve frugttræerne, selvom der kommer en kold periode under blomstringen.

 

Foto: Havearkitekt.dk/Frank Kirkegaard

Blomstrende løg er populær hos alle slags bier og svirrefluer. Det gælder både prydløg og blomstrende porrer og spiseløg. Foto: Havearkitekt.dk/Frank Kirkegaard.

Klik på billedet og læs mere om, hvordan du selv kan bygge dit eget humlebi-bo

 

 

 

Find havearkitekt

Gør en god investering

og få en skræddersyet – og billig – have.
Find havearkitekt