Hurra for Heuchera
Når jeg vælger planter ser jeg i højere og højere grad på bladformer og bladfarver end på selve blomsterne. Blomsterne er ganske vist smukke, men fornøjelsen er ofte temmelig kortvarig i modsætning til bladene, der som minimum pryder planterne fra forår til efterår.

Blandt de såkaldte bladstauder er alunrod eller Heuchera en af de bedste. Heuchera har en roset af lappede blade med hjerteformet bladgrund og fine dun på blade og stængler. Blomsterne syner ikke af meget, men er alligevel ganske elegante. I perioden fra maj til august ses de små fine hvidlige eller rødlige klokkeblomster, som svæver over bladene på en næsten usynlig stilk.

Heuchera er blevet mere og mere populær de senere år. Det skyldes især, at den nu fås i et utal af bladfarver lige fra limegrønne over bronze og vinrøde til næsten sorte nuancer. Hvert år dukker der nye og mere fantastiske bladfarver op i planteskolerne. Ofte med flotte farverige bladnerver, der giver et smuk spil i løvet.

Pas på de blege sorter
Blandt de mange nye sorter, der kommer på markedet hvert år, er der ind imellem nogle ”svipsere”, der ikke er så hårdføre. Det er dog mest de meget blege eller gullige sorter. De indeholder ikke meget af det klorofyl, der gør bladene grønne og som er vigtig for at skaffe solenergi til planterne.
Bitre rødder
Navnet alunrod skyldes, at planternes rødder angiveligt smager bittert ligesom alun. Tidligere kaldtes den også for purpurklokke. Flere steder sælges planterne blot ved deres latinske navn Heuchera.
Få mange planter
Det er let at formere Heuchera. Større eksemplarer kan hurtigt deles ved at hakke en spade midt gennem planten to gange vinkelret på hinanden. På den måde får du fluks 4 planter. Endnu flere får man, hvis man piller planten forsigtigt fra hinanden og på den måde får en masse småplanter med rod og blade.

