Lav din egen cottagehave

Cottagehavestilen stammer helt tilbage fra 1300-tallets fattige, engelske bønder, som dyrkede grøntsager og andre nytteplanter på små jordlodder i tilknytning til deres små huse (cottages). Den frodige og uhøjtidelige havestil har dog vist sig at være langtidsholdbar, og lever videre i mange nutidige, danske haver.

  

For at skabe den rigtige stemning skal blomsterne have lov at vokse ud og ind mellem hinanden, og blomstreom kap med historiske rosenbuske og duftende kaprifolier. Jo mere, jo bedre, for cottagehaven er indbegrebet af frodighed og sanselighed. – Det kræver både mod og selvtillid at lade planterne gro frit og først gribe ind, når tingene har taget en lille smule overhånd, især hvis du er nybegynder i haven. Heldigvis er naturen så forunderlig indrettet, at planterne kommer op helt af sig selv og vokser ud og ind mellem hinanden på smukkeste vis, hvis du bare giver dem lov. Og herefter kommer plantekendskabet helt af sig selv, efterhånden som du arbejder i haven.

Især lidt gammeldags blomster som morgenfrue, akeleje, stokroser og riddersporer passer godt ind i stilen. – Alle planter kan bruges i cottagehaven, og ingen blomster er for simple eller for fine til at være en del af frodigheden. Alligevel bør der være en overvægt af gammeldags blomster, hvis det samlede resultat skal ende med at ramme den specielle cottagehavestemning. I de oprindelige cottagehaver brugte man lokale planter, som var nemme at formere eller planter, som spredte sig ved selvsåning. Det har været stærkt medvirkende til at give cottagehaverne deres store frodighed.

cottagehave

Selvom planterne er vigtige elementer i cottagehaven, er havens øvrige indhold også af stor betydning. Faste elementer som hegn, stier, skure med videre skal helst være i en stil, der underbygger cottagehavens romantiske og selvgroede stemning. – Selvgjort er velgjort – og helst i gedigne og lokale naturmaterialer. Bænkene kan godt være købt nye, men helst på et lokalt loppemarked. Drivhusets fundament opbygges af gamle mursten, og stien gennem køkkenhaven er belagt med secondhandbetonfliser fra naboens indkørsel. Brændestabler og kompostbeholdere gemmes ikke af vejen, men er en del af havens indretning.

TIPS

Sådan skaber du stilen

Brug sandsten, granit eller gamle fliser til terrasser, stier og hegn.

Vær kreativ og genbrug eksisterende materialer til at skabe nyt i haven.

Plant tæt, dyrk mange forskellige planter og lad dem selvså, så de dukker op hist og her.

Mos, patina og naturlig slidtage passer til stilen.

Sæt mange forskellige krukker og potter overalt.

Lad brugbare ting som zinkkander, trillebøre og brændestabler stå fremme i haven til pynt og nytte.

Dyrk grønsager og frugt – og hav nyttedyr som høns, ænder og bier.

Find havearkitekt

Gør en god investering

og få en skræddersyet – og billig – have.
Find havearkitekt