Nemt behøver ikke at være kedeligt

De fleste haveejere ønsker en nem og smuk have, og selvom der ikke findes haver, der ikke kræver en eller anden form for pleje, så er der mange måder at indrette haven på, så den bliver smuk og alligevel forholdsvis nem at holde.

Man kan vælge at anlægge hele haven som græsplæne, men det er både kedeligt at se på, og det er også et kedeligt arbejde at skulle slå græs, trimme kanter, bekæmpe ukrudt, mos og muldvarpe, reparere huller etc. gennem hele sæsonen – og faktisk også noget, der kræver ret meget tid i forhold til mange andre haveløsninger.

haveplan_IMG_1812

Vælg de nemme blomster 
Blomster skal der være. Men det behøver ikke at være sarte og vanskelige primadonnaer. Blomster på buske og træer er noget af det nemmeste, og de kommer igen år efter år. Det samme gælder mange af forårsløgene, der bliver flere og flere for hvert år og som ikke kræver nogen særlig pleje.

hortensie
Hortensiaer er nemme planter, der har blomsterne siddende i meget lang tid.

Et bed med blomstrende buske, der står i en bund af lave bunddækkende stauder og masser af forårsløg, kan blomstre og give farver fra januar til langt ind i oktober – ja hele året rundt – uden at du stort set behøver at røre en finger. Det er i hvert fald langt mindre arbejdskrævende end en græsplæne.

magnoliesieboldii
Magnolia blomstrer helt af sig selv!

Tænk også på, at havens farver består af langt mere end blomster. Der er farver på blade, bark og stængler, og de holder hele sæsonen i modsætning til blomsterne, der måske kun er smukke i 2-3 uger.

Undgå bar jord
Det er vigtigt, at jorden er dækket fra det tidlige forår, hvis du vil undgå at frøukrudt skal spire frem. Stedsegrønne bunddækkeplanter som vedbend, guldjordbær og vintergrønt er effektive bunddækkeplanter, der hvor de trives. Men også storkenæb, hosta og lungeurt er effektive, når de optræder i større flader.

IMG_1146
Hosta holder effektivt al frøukrudt væk.

Også flere almindelig stauder er så kraftige, at de kan bruges som en slags bunddække, der i virkeligheden nærmest er et flot blomstrende staudebed som kan have karakter af blomstereng eller præriebeplantning. Det kræver blot et godt plantekendskab, at få sådan noget til at lykkes, men når det først er etableret, så er det utroligt smukt og passer også næsten sig selv.

nem og smuk have
Et staudebed behøver ikke være arbejdskrævende

Vælg de rigtige planter
Et smuk have kræver at planterne trives. Så hortensiaen skal plantes i en god og frugtbar jord, der ikke tørrer ud, og timian skal stå i fuld sol for at trives. Det hele bliver meget nemmere, når rette plante står på rette sted. Så kan de også bedre klare sig i kampen mod ukrudet.

Del haven op
Det er som regel en rigtig god idé at dele haven op i forskellige afdeliger eller rum. Dels bliver det en mere spændende have, og dels kan du have forskellige plejeniveauer i de forskellige afdelinger.

Nærmest huset kan der være de meget tidskrævende sommerblomster, krukker og sarte roser, du kan pusle om. Resten af haven kan være mindre plejekrævende med store busketter, vildtvoksende skovbundsbede eller blomstereng.

De forskellige havetyper har netop forskelligt plejeniveau, hvor det mest “haveprægede” ofte er det, der kræver mest arbejde, mens naturhaven næsten passer sig selv, og det er helt naturligt at denne del ligger bagerst i haven.

Få struktur på haven
En nem have handler også om god planlægning. Ved at lave en veldefineret græsplæne uden alt for mange indlagte ø-bede, undgår du irriterende græsstumper hist og pist som er besværlige at komme til at slå med plæneklipperen, og hvor der er mange græskanter, der skal holdes i ave.

kantsten langs plænen giver en nem have
Kantsten langs græskanten gør plænen nemmere at holde.

Større sammenhængende bede giver bedre vækstbetingelser for planterne, end hvis de stårt i plænen tæt omringert af sultne græsplanter, der stjæler af vand og næring inden det når ned til rødderne.

grusplads
Her er det praktisk med grus, men det bliver ikke goldt takket være de frodige omgivelser og de veldefinerede kanter, der holder gruset på plads

Husk kanter og overgange
Veldefinerede kanter er noget der gør haven både smukkere og nemmere at holde. Læg f.eks. en kant af fliser omkring plænen. Det er med til at holde plænens smukke form, samtidig med at den forhindrer græsset ind i at blive til ukrudt i bedene. Desuden kan du let klippe græsset uden at komme til at klippe i stauderne og uden at efterlade en kant, der senere skal justeres med en kanttrimmer.

Gruspladser kan være praktiske og forholdsvis nemme at holde, men når der ikke er nogen kant, så gruset flyder ud, så bliver det samlede udtryk let ret sjusket, så her er det også både arbejdbesparende og smukkere at slutte gruspladsen af med en kant af fliser, der ligger en smule højere eller lave en kant af jern, træ eller lignende.

Slap af – drop al havearbejde
Det aller vigtigste er måske at huske på at det er DIN have, og at du kan indrette den som du vil og på et niveau, hvor du kan følge med, for det gælder om at bevare haveglæden. Hvis du synes at du bør holde haven på en eller anden standard af hensyn til naboer og familie, så bliver havearbejdet netop et arbejde og ikke den fornøjelse som det rent faktisk kan være.

Så lad bare et bed vokse til i frodig blomstrende skvalderkål og lad græsset blive højt, så du kan lave en simpel sti ned til et hemmeligt sted i haven, hvor du kan være i fred. Se eksempler på højt græs her

naturhave

Når du har sluttet fred med din have, så sker der ofte det at haveglæden vokser frem og du får lyst til at lave små dejlige oaser rundt omkring.

Men pas på. Lige pludselig er du blevet havenørd og bruger al din tid derude. Men så er det heldigvis heller ikke længere tale om havearbejde, men om en dejlig hobby.