3 nytårsforsætter til haven
Har du et nytårsforsæt om at blive mere miljørigtig? Så er det godt at vide, at et af de mest miljøvenlige ting, du kan foretage dig i din fritid, er at “gå i haven”. Når du er i haven, forbruger du ikke, og du bruger jo ikke benzin for at komme derhen. Du kan dyrke haven på forskellige måder og nogle er mere miljørigtige end andre. Brug af sprøjtegifte hører ihvertfald ikke hjemme i privathaven.
Her er 3 tips til hvordan du får mere ud af haven, samtidig med at du får en mere miljøvenlig have.
1. Komposter dit affald
Den her er lige til højrebenet. Kompost er verdens bedste jord og gratis gødning. Og så giver det jo ikke rigtig mening at bruge benzin og køre det såkaldte haveaffald til genbrugsstationen og bagefter køre i havecentret efter købejord og gødning. Alt fra haven og alt ukogt grønt fra køkkenet kan komposteres. Så har du ikke en (eller flere) kompostbunker, så er det på tide at komme igang. En kompostbunke er simpelthen motoren i en miljøvenlig have.

2. Dyrk din egen mad
I en miljøvenlig have, dyrker du også selv dine afgrøder. Måske køber du allerede miljørigtigt, men der er ikke noget der slår egne grøntsager, når det gælder bæredygtighed. Her er ingen maskiner eller transport involveret. Blot en tur ned i haven for at hente dagens høst. Køkkenhaven kræver en del arbejde, men frugttræer og buske passer næsten sig selv, du skal blot høste frugterne. Det samme gælder krydderurterne, så det er bare om at komme igang. Høns er også en mulighed. e giver liv og æg i haven. Men du kan også blot begynde med et enkelt lille højbed, det er bedre end ingenting.

3. Gør plads til naturen
Antallet af insekter og andre dyr er faldende herhjemme og rundt omkring i hele verden. Du kan skabe et lille frirum til vilde dyr og planter, hvis du indretter et hjørne af haven mere naturvenligt. Lad fx græsset gro eller anlæg en blomstereng. Lav en bunke kvas i haven og suppler med en død træstub eller nogle grene, der blot for lov at rådne langsomt. Også en bunke store sten og et lille vandhul giver plads til insekter. Jo flere forskellige levesteder du kan lave, jo flere forskellige dyr kan der leve i din have. En naturvenlig have tiltrækker mange insekter og dermed også fugle.