Tegn ud fra matrikelkortet

Et matrikelkort er et godt grundlag, når haven skal måles op. Her er grundens form og størrelse angivet, og her kan du se de skæve vinkler som grunden ofte indeholder.

Matrikelkortet kan skaffes på kommunens tekniske forvaltning eller evt. findes på www.ois.dk.
Er målene ikke direkte anført, men angivet som fx 1:200 betyder det, at 1 cm på planen svarer til 2 m i haven.
Opmålingen til haveplanen skal helst være i målestoksforholdet 1:100, dvs. at en længde 30 m tegnes som 30 cm på opmålingen. Hvis der er tale om en meget stor have, kan du lave tegningen i målestoksforholdet 1:200, dvs. at en afstand på 30 m skal tegnes som 15 cm.



Tag udgangspunkt i huset

Begynd med at kontrollere afstandene fra hushjørnerne til skel. Hvis beliggenhedsplanen er forstørret fra fx 1:1000 eller tegnet på baggrund af et luftfoto, kan målene afvige en del fra virkeligheden. Mål parallelt med husets facader.

Det er en fordel at konstruere opmålingen på ternet papir eller millimeterpapir for at holde vinkler og afstande korrekte.
Hvis der er vigtige terrænforskelle, er det godt at markere dem. Enten som skraveringer eller endnu bedre med højdeforskelle på opmålingen, fx overkanten og bunden af en skråning.
Placer huset på tegningen og marker døre og vinduer i stueplan

Husk også de faste ting som carport, fliseterrasser, udhuse, flisegange, drivhus, havebassin, flagstang, brønddæksler og lignende, der skal bevares i den nye have.

  • Større planter, typisk træer og store buske, markeres på opmålingen.
  • Blomsterbede, busketter og andre sammenhængende plantninger afsættes med en linie, der viser deres omfang.
  • Planter som ønskes anvendt på et nyt sted noteres på et stykke papir. Opmålingen forsynes til sidst med en pil, der angiver nord.

Eksempel på opmåling

Når du skal placere de forskellige ting på opmålingen er det en stor hjælp at trække en eller flere sigtelinier, som flugter med husets sider.

Sigtelinierne kan fx markeres med en tøjsnor eller et målebånd, mens du arbejder. Ud af sigtelinien måles afstanden til den ting, du vil have med. Står denne ikke netop på linien, måles afstanden vinkelret fra linien og hen til genstanden.

Flisegange, terrasser og andre kantede ting nær huset måles lettest ind i forhold til facader og gavle. På opmålingspapiret tegnes sigtelinien ind og de fundne mål afsættes meden lineal, så 1 cm på tegningen svarer til 1 m i virkeligheden
(ved målestoksforholdet 1:100).


Klik og se video, hvordan du måler op.
Se, hvordan du tegner op
Lav en samlet vurderingplan