Pas på sneen

Pas på de stedsegrønne
Det er flot med sne i haven, men stedsegrønne buske som rododendron og laurbærkirsebær kan blive ødelagt af store snemængder. Det samme gælder stedsegrønne hække af tuja og liguster. Hvis du ikke fjerner det, inden det bliver tøvejr, kan det tunge tøsne brække grene af planterne. På samme måde kan sneen også knuse glasset i drivhuset, hvis det ligger i et tykt lag ovenpå.

Bambus kan heldigvis rette sig op, når sneen er væk.

Sneen kan knække selv tykke grene.

Fej sneen væk

Du kan bruge en kost eller rive og feje eller forsigtigt slå sneen af planterne. Begynd med at fjerne sneen fra de nederste grene først, og arbejd dig så opefter. Hvis du gør det omvendt, og lader sneen fra de øverste grene falde ned på de nederste – der stadig er fyldt med sne – så er der stor risiko for, at de knækker.

God beskyttelse
Men selvom sneen altså kan være farlig, så er den er faktisk også god for de fleste planter. Sneen er en rigtig god vintermåtte, der beskytter planterne mod bidende kulde. Barfrost og blæst er meget værre –  især hvis planterne oven i købet står i krukker. Men hvis sneen ligger i haven i lang tid, så skal du fjerne det fra de lave stedsegrønne planter, der ellers kommer til at mangle lys og luft.

Beskyt mod salt
Havegangen kan også blive glat, men hold igen med saltet. Det ødelægger jorden og forgifter planterne. Saltet ophobes i jorden og koncentrationen stiger om sommeren, når jorden tørrer ud.

Brug i stedet grus eller svanemærkede tø-midler, der ikke skader planterne. Har du planter, der står ud mod vejen, kan det være en god ide at beskytte dem med halmmåtter, der hvor der er risiko for, at vejvæsenet skovler sneen op. Den kan nemlig indeholde store mængder salt, der skader planterne.