Årets store haveevent

Cph Garden er Haveselskabets største satsning i flere år. Forbilledet er det legendariske Chelsea Flower Show, der tiltrækker besøgende fra hele verden. Udstillingen foregår fra den 21. til 25. juni i Valbyparken.Onsdag er dog kun for medlemmer, presse og særligt inviterede, herunder HKH kronprinsesse Mary. Med over 150 udstillere, 8 showhaver og et omfattende underholdningsprogram, kan man roligt sige, at der bliver noget for alle, der blot er en smule interesseret i haver. 

De otte showhaver er meget forskellige, og du kan bl.a. stifte bekendtskab med Signe Wennebergs bæredygtige byhave, og “En vild og vidunderlig urban oase” lavet af Dorthe Kvist. Havearkitekterne fra “Havens Arkitekter” har sammen med Henriette Lyngsted og Frank Kirkegaard lavet ”Den spiselige have” – med plads til høns og bier. En miljøvenlig have, hvor de genbruger regnvandet, og hvor alle planterne er spiselige. TV2 FRI skaber desuden en have, baseret på seernes haveønsker, der er blevet samlet til én stor drømmehave. Den glæder jeg mig selv meget til at se.

Ud over showhaverne er der et omfangsrigt program med Annette Heick som vært og konferencier. Temaerne spænder bredt lige fra passion for roser over viden om kompost og plantesygdomme til havearkitektur. Både kendte haveelskere som Claus Dalby og Hella Joof og dedikererede fagpersoner som drivhusspecialisten Lars Lund vil give deres bidrag og fortælle om deres passion for haver, og hvordan de dyrker deres planter. 

Video fra forberedelserne

De 8 showhaver:

  1. Seernes drømmehave
    • Designet af seerne på TV2 Fri i samarbejde med Silvan. Det bliver nemlig TV2 FRI-seernes drømmehave, hvor TV2 FRI får skabt en have, baseret på seernes mest brændende haveønsker. Seerne får mulighed for at indsende deres haveønsker, som så bliver samlet, sorteret og realiseret i én stor drømmehave.
  2. Den spiselige have
    • Designet af Karen Dahl, Mette Rønne, Frank Kirkegaard, Henriette Lyngsted og Liselotte Juul Jensen med NemaSlug som partner. Grønbo Anlæg anlægger haven. For at få vores sociale liv og arbejdsliv til at fungere er det vigtigt, at vores eget ståsted er i balance. Denne balance kan b.la. opnås ved at sig goddag til det, der kan dyrkes, det der vokser af sig selv, være smart til at genbruge regnvand, give plads til insekter, høns, bier, sol, skygge, ensomhed og samvær.
  3. Den bæredygtige byhave
    • Designet af Signe Wenneberg. Haven anlægges i samarbejde med anlægsgartnerfirmaet Kirkegaard. Overalt er fællesskab vigtigt, også når det kommer til bæredygtighed. Det er ikke nok at dyrke. Der dyrkes mad, som skal spises af mennesker – og der deles mad ud til dem fra nabolaget, som ikke selv kan dyrke, men som har behov for grønt.
  4. Vild og vidunderlig urban oase
    • Designet af Dorthe Kvist med Gardena som kommerciel partner – og Gartner Gottlieb som anlægsgartner. Med kodeordene bæredygtighed, biodiversitet og genbrug er det vigtigt for mig at lave en have, der giver den almindelige haveejer nogle ualmindelige ideer, som er til at tage med hjem og bruge. Haven skal være eventyrlig, vild og vidunderlig.
  5. En have mellem himmel og jord
    • Designet af Nina Ewald og Birgitte Busch med Louis Poulsen som partner og Martlev Entreprise som anlægsgartner. En fortolkning af en kystnær have, hvor terrassen rummer elementer fra naturen, havet og stranden, og der leges med grundelementerne jord, ild og vand.
  6. Dream a little dream
    • Designet af Nete Højlund med Juliana Drivhuse som kommerciel partner. Nybo Planteskole, Thomsens Anlæg og Tomas Byg står for anlæggelsen af haven. Passionen for de traditionelle italienske renæssancehaver – helt tilbage fra det 15. århundrede – er kilden til vores inspiration. Havebordet rykket under glas i et Gabriel Ash væksthus og indrammet med et køligt nordisk skær i valget af farver og materialer.
  7. New Nordic Nature
    • Designet af Lars Juncker og Anne Stausholm. Haven er på en gang moderne og tidløs – et haveeksempel på Nordic design. Den er frodig og favnende. Den er kosmopolitisk og i pagt med tiden og rummer samtidig klassiske haveelementer. Men den er også såre dansk og emmer af en autentisk følelse af ”hygge”, som udlandet ser som en særlig dansk kvalitet.
  8. Den blomstrende have
    • Designet af Lise Bollhorn med Universe som kommerciel partner. Den blomstrende have har fokus på velfærd for både dyr og mennesker. En have der udover at være skøn at opholde sig i også er optimal som levested for vilde dyr og insekter.

Nyeste tendenser

Showhaverne skal inspirere de besøgende til at tænke nye tanker i forhold til design, plantevalg og brug af haven. Hver showhave er tegnet af en eller flere havedesignere og er anlagt i samarbejde med en anlægsgartner.

Praktisk information og program